Åbne sig for nye muligheder og Bloglog 2

For at skrive mere åbent, og ændre sig lidt, er det vigtigt at læse, se billeder, opleve ting, se film, se ting der ikke altid er som de er, og ting der kræver at man tænker anderledes. Og til netop dette vil jeg give et eksempel. Hvad er fejlen?
Udover det er sarkastiske tegninger, politiske tegninger, muslimer der tegner jøder som kæmpe vampyrer, mens en dansker tegner en lille glad dreng og navngiver ham muhammed, hvorefter muslimen siger at danskerens billede er stødende. Hvis vi begynder at tænke over små ting hvor det kræves at vi tænker anderledes og skal lægge mærke til de små ting, begynder vi rent faktisk at tænke anderledes og begynde at lægge mærke til de små ting, det kan bruges til at ændre ens stil, og gøre den mere gennemført, og ellers hjælpe en til at skrive på en anderledes måde.

Bloglog - Det er gået fint i dag, jeg har fået tænkt en del over min fremlæggelse og ved nogenlunde hvordan det skal foregå, derudover har jeg fået skrevet lidt på min blog og spekuleret en del. Jeg har hverken haft noget der er gået ekseptionelt godt eller dårligt, og i morgen er det tid til at fremlægge!

Forfatterskabs retninger

Indenfor skrivningens verden, er der forskellige veje man kan følge, og efter hvilken person man er, vælger man en specifik vej. F.eks. Dan Brown, som har en forkærlighed for mysterie, koder, nøgler til steder der skulle forblive låst, og konspirations teorier. Han vælger at skrive om netop disse emner i hans bøger, han sørger for at holde det mystisk men hurtigt, det betyder ikke nødvendigvis at han læser bøger som hans egne, men det betyder bare at det er sådan han tænker, den måde han er bedst til at tænke på. Mens vi har sådan nogle som Philip Pullman og J.K. Rowling som skriver bøger der handler om det uvirkelige, andre verdener, og folk der har kræfter og ting der er unaturlige, og selvfølgelig også handler om verdens undergang eller verdens fortsættelse. De har den mere barnlige tilgang til deres måde at skrive deres bøger på, hvilket tilgengæld også gør historien nemmere at følge med i, og giver den en helt anden slags handling, som også kan være voldelig og meget beskrivende, men ikke i samme grad som andre forfattere gør det. Tolkien har en helt anden måde at skrive på end de tre andre, han vælger at gå helt ned i de mindste detaljer, hvilket for nogen kan blive utrolig kedeligt at sidde og læse. Han skriver meget voksent, og nogle gange med lidt krogede ord, han bruger meget sin engelsk viden til at skrive på den måde han gør, hans historier om jordens anden alder er utrolig anderledes fra mange andre forfatteres historier. Han holder en fast selvom det hele går forholdsvist langsomt, hans bøger om jordens anden alder er lange, og man bruger det meste af sin tid på at få et billede af omgivelserne som han beskriver så nøje. Så har vi også science fiction, hvor forfatteren skriver en historie med noget uvirkeligt/fremtids noget, hvor historien kan foregå i fortiden, nutiden eller fremtiden, men ligemeget hvad skal der være noget med vi ikke har set i dag. Udover den mere seriøse side af børnebog skrivning, gåde og mysterie skrivning, og eventyrs skrivning, har vi også de mere direkte børnebøger, hvor forfatterne skriver i et sprog der er forståeligt for børn, og sørger for at gøre det spændende og eventyrligt med billeder og intet der kan direkte skræmme dem. Mange gange er historierne uden direkte handling, men bare en masse fejl som hovedpersonerne laver mens de går videre i historien. Så er der selvfølgelig historie bøger, hvor forfatteren skriver om et emne der omhandler noget for lang tid siden, for det meste bare facts og ikke altid en direkte historie, mere bare faglitteratur, f.eks. om alle dronninger og konger i Danmarks historie, hvad de lavede og hvordan de levede. Og til sidst har vi de "normale" voksenbøger, kærlighed, drama, broderskab, hvor forfatteren skriver om en problematik, enten undertrykkelse, utroskab, eller vold, et eller andet der gør livet svært at leve og giver historien indhold. Også kendt som socialrealisme, behøver dog ikke være depressivt konstant, kan også være en bog hvor humor er det vigtigste, men hvor der kommer en problematik der udvikler hovedpersonen/hovedpersonerne.

Fem små for tredje dag

Fem små mere, for det lovede jeg jo. Håber de kan bruges. Men som sagt er jeg jo ikke ligefrem professionel.

In the hills he walk, in the hills he rests, the hills he becomes.

They were together, it felt like forever, but nothing ever lasts.

From birth and to our adulthood, we rise through time, from the fall of eden, to the present time of man.

As one they walk, as one they talk, as one they pray, as one they hunt.

Coming through the skies, to see down, see forever onwards, blessed by the winds, he looks down, and greets the people of the ground, he's the real king.

Bloglog 2

I går fik jeg arbejdet lidt videre med min blog og gjort mig mere klar på dagen i dag, og i dag fik jeg lavet noget på en fortælling der er lidt anderledes end de to andre, og ellers skrevet noget om forfatterskab. Jeg havde lidt svært ved at skrive omkring forfatterskab og sindstilstande, men det gik nogenlunde og jeg er tilfreds med arbejdet. Ellers er alt gået fint, og jeg er klar til at (prøve at) skrive om forfatterskabs retninger, hvilket er det der giver forskellen mellem alle forfattere.

Bloglog 2

I går aftes fik jeg skrevet lidt videre herinde på min blog, jeg fik skrevet lidt videre på min novelle og fik tænkt mere over hvad jeg skulle lave i dag. Og her i dag har jeg så fået skrevet min novelle færdig, og lavet en lille tekst der omhandler nogle forskellige stemninger på en anden basis. Jeg har fået skrevet mere om de to forfattere og et portræt af Dan Brown. Og fået bedre forståelse for forfatterskab. Jeg syntes selv det er gået utrolig godt i dag, jeg har ikke rigtig taget nogen pauser og bare arbejdet ud i et, og jeg regner med at arbejde lidt videre her i dag ligesom i går. Jeg har kun haft et problem i dag, jeg har utrolig svært ved at finde ud af hvordan det er at være forfatter, jeg bliver nødt til at arbejde ud fra hvad Philip Pullman har skrevet og så håbe på jeg får det rigtigt. Men alt er stort set gået godt, i morgen vil jeg prøve at svare på nogle flere spørgsmål og få skrevet noget mere.

Forfatterskab og sindstilstande?

Vi ved alle hvad en forfatter er, og at de ikke arbejder som alle andre gør, det kræver selv disciplin, og det kræver en fantasi uden lige, og selvfølgelig en ordentlig formuleringsevne. Men hvordan er det egentlig at være forfatter? Jeg har prøvet at finde udtalelser fra Dan Brown og Philip Pullman, men ingen steder har de udtalt sig om det, jeg har derfor sendt et spørgsmål til Philip Pullman om netop dette. Regner dog ikke med svar inden ugen er ovre så jeg vil prøve at formulere mig gennem hvad han ellers har svaret på.

Philip Pullman har bla. fået spørgsmålet om han nogensinde har oplevet at få hvad man kalder "Writers Block" (Man kan ikke skrive fordi noget blokerer en psykisk). Han har kort sagt at det er svært at skrive, og der er nogle der bare leder efter en undskyldning for at få sympati.

Hvad kan jeg så få ud af det? Jo, han hader når folk prøver at latterliggøre forfatterskab ved at komme med undskyldninger for hvorfor de ikke kan skrive, det er latterligt, og han tolerer det ikke. Han elsker at skrive, syntes det at være forfatter er ligesom alle andre jobs.

Philip Pullmans arbejdsplads var før i tiden et skur, ergo, han er ligeglad med hvor han arbejder, han kan bare godt lide selve arbejdet, og selvom det regner og det er surt at skulle gå ud i det, vil han gerne gøre det for at komme over til sit skur for at arbejde. Når man er forfatter må man tage det sure med det søde, ligesom ved alt andet.

Og til sidst, Philip Pullman der beskriver hele sin dagsrytme, mente selv det var bedre at have det hele direkte, i stedet for at oversætte med mulige fejl.

"I'll get up at about half past seven and take my wife a cup of tea, and have my breakfast at the kitchen table reading the paper. I'll sit down at my desk at about half past nine and work until it's time for lunch, with a break for coffee half way through. If I'm lucky I'll have written three pages by then, and I can fool about with my power tools in the afternoon. If not, it's back to the desk until the three pages are covered.

I write with a ballpoint pen on A4 sized narrow-lined paper. The paper has got to have a grey or blue margin and two holes. I only write on one side, and when I've got to the bottom of the last page, I finish the sentence (or write one more) at the top of the next, so that the paper I look at each morning isn't blank. It's already beaten. That number of pages amounts, in my writing, to about 1100 words.

When I've finished a story I'll type it all on to the computer, editing as I go. Then I read it all again and think it's horrible, and get very depressed. That's one of the things you have to put up with. Eventually, after a lot of fiddling, it's sort of all right, but the best I can do; and that's when I send it off to the publisher." Indsat fra http://www.philip-pullman.com/about_the_writing.asp

Sindstilstande når han skriver er der ikke fortalt noget om, men når han retter sin historie igennem bliver han frygtelig deprimeret over at den er så dårlig (Ifølge ham selv).
Hans dag er måske ikke helt normal, men, hvad er normalt?

Alle oplysninger fundet på
http://www.philip-pullman.com/about_the_writing.asp

Stemning

Jeg har lige siddet og skrevet en lille historie, ikke særlig lang, men den omhandler nogle stemninger der egentlig er meget ens på mange måder, og alligevel så forskellige, omhandler måske også lidt problematik? Her kommer den.

Solen stod højt på himlen, varmen var uudholdelig, en stille brise bragte støv og små planter med sig hen over jorden, vandet bølgede stille frem og tilbage ved kvinders stille berøring, nogle vaskede, andre kærtegnede vandet i en stille ceremoni. Børn legede ved siden, skrig af glæde og overraskelse overdøvede kvindernes snak og vasken, husene stod tæt, grøn-brune ler huse, nogle var hårde og store, andre lignede små skure. Inde i dem lå afkræftede mænd der hvilede sig inden de skulle fortsætte med at arbejde. Landskabet rundt om byen bølgede i varmen, sand smeltede sig ind i sko der fløj ivrigt rundt på små børns fødder, unge mænd løb rundt på tagene af bygningerne, løb længere ind i byen hvor markedsmænd råbte, alle slags frugter lå på forskellige boder, store, små, mellemstore frugter i alle former og farver. Glade mænd og kvinder snakkede ivrigt med hinanden, en mand løb efter nogle gadebørn der havde stjålet hans pung, nogle kvinder kiggede efter ham undrende men grinende. En gruppe unge mænd hang op af en bod og kiggede på de unge kvinder, hviskede sagte sammen og grinte over det der blev sagt, en dreng sad under en bod og kiggede ud, han følte at verden havde forladt ham, græd sagte, sørgede for at ingen hørte ham. Lige frem for ham sad en anden dreng, grinte og løb rundt, hans far døde da han var helt lille, men det glemte han når han legede, han løb videre og gennem benene på en større mand, manden gik hen til en bod og bankede hånden i bordet. En fugl satte sig på et tag, og fløj da manden bankede sin hånd i bordet, fuglen fløj højt op, sandbanker, en lille oase hvor kvinder vaskede deres tøj, og huse så langt øjet kunne række. En helikopter fløj over byen, med to passagerer, en rigmand og hans kone, de havde betalt for en tur over en af verdens største, men også fattigste byer, de ville se det hele, opleve alt. Men i stedet blev de taget som gidsler af en ung mand hvis kone og barn var blevet dræbt af amerikanere, han fløj stille og roligt over byen, med tårer i øjnene og sved på panden. Ægteparret bag ham kunne høre ham græde, prøvede at trøste ham og tilbyde ham penge, men han valgte bare at flyve videre, over byen og ud mod ørkenen. En bil kørte hurtigt på vejen, manden der førte bilen var syg, og nu også ved at gå psykisk ned, han skulle dø, så hans liv betød ikke længere noget for ham, han hørte en helikopter flyve højt over ham, og en fugl som sagde en lyd, kort efter hørte han fuglen sige samme lyd igen og derefter en eksplosion, han kiggede op og så en helikopter der styrtede, en meget lille prik styrt dykkede under den. Han kørte videre, det skete altid derude, han havde oplevet værre ting, han stoppede, steg ud af bilen, en lugt af benzin, mad og mennesker der svedte var overvældende, i midten af vejen var et sport af planter og træer, en afskærmning mellem de to retninger vejen kørte, folk snakkede, en kvinde stod og spillede på et instrument, men blev snart stoppet af to mænd i uniform og trukket væk skrigende. En mand kom gående ind i butikken, en lille pige kiggede op, smilede til ham og løb så videre ud, hun nåede lige at se et lille smil på hans læber inden hun løb ud, udenfor gik en masse mennesker den samme vej. Hun gik efter dem, kort efter så hun et flammehav ude på sandet, hun havde set det mange gange før, men hver gang blev hun deprimeret igen, hendes smil blev degraderet til en sagte men konstant mumlen af sorg. Hun gik videre ud af vejen, hun elskede at finde en lille busk i ørkenen at sidde under, der var ikke mange, og slet ikke noget hvis man kom længere ud, men lige i udkanten af byen var der et par stykker, tørre, overdænget af larm gennem flere år, rørt til deres indre af alt omkring dem, den var indtørret og dækket af en lag af røg og tjære. Produktiviteten i byen havde lagt et mærke på natur livet, pigen gik hen til busken og kærtegnede den stille, som var den et lille dyr der havde brug for omsorg i en verden af ondskab, men i hendes tanker var hun busken, hun var det lille dyr der havde brug for omsorg. En hold af mennesker så på en lille pige der kærtegnede en busk, gav den lidt vand, tog skidtet på den væk, og prøvede at holde den i live, de så på med gru, måske havde den lille pige mistet en eller begge forældre. En dreng begyndte at græde, de stod uden at trække vejret, en filmede det, nogle var skoldede, solen var virkelig slem, varmen var blevet værre, men den stille brise blev ved med at blæse, stille og roligt hen over den indtørrede jord. Der lugtede af sved fra alle de mennesker som var uvant til den varme der var dernede. Personen med kameraet stod i stuen, kiggede stolt hen mod fjernsynet, et tv-selskab havde givet kassen for den video han havde lavet, en lille pige der stod og kærtegnede en busk. Det solgte, andre menneskers lidelse, han var ligeglad med pigen, men lod til at have sympati, det eneste han ville have var penge og berømmelse. Men da han stod og kiggede på filmen begyndte han at græde, stilheden i stuen var for meget, han havde været alene i alle de år, og først nu fandt han ud af hvad han manglede. Omsorg, som den lille pige gav busken, lejligheden forblev stille, intet skete, og han vidste det hele var for sent, han satte sig ud på toilettet, og græd. En lyd dunkede gennem muren, fra naboen. Lys blinkede overalt, en masse unge hoppede rundt, høj musik, to lå i sengen ovenpå, de vidste de andre ikke ville forstå, så de holdt mund, men nedenunder gik festen videre, mange var fulde, nogle var tykke, nogle var tynde. Men en var skind og ben, hun virkede glad, fik gode karakterer, men hun var kun glad fordi hun gjorde sig selv det, hun mente selv hun var udødelig, måske var hun.