Han vågnede, han vidste at hvis han ikke stod op ville han blive straffet, han var nødt til det, han bestemte ikke noget mere, han havde ikke længere kontrol, alt han gjorde var han tvunget til at gøre, mere end før, alt var blevet sværere, men han blev nødt til at gøre hvad de sagde. Alt hvad de sagde, var lov, og alt hvad de gjorde skulle han gøre, for det meste viste de bare hvad han skulle, når han ikke forstod, gik de på ham, han kunne ikke klare mere, og de gjorde det sværere og sværere, før vidste han bare hvad han skulle gøre, nu gjorde de det alt for svært for ham.
Hun kiggede op, et fremmed ansigt stod og kiggede på hende, smilte lidt, hun havde lyst til at skrige, hun prøvede, men kunne ikke, alt i hende stod stille, hun kunne ikke trække vejret, ikke bevæge sig, ikke føle noget. Han blev ved med at kigge og smile, følelsen af mangel på luft blev værre, hun prøvede at vride sig rundt, men kunne ikke, han begyndte at smile mere. Hun faldt til ro igen, han kunne nærmest mærke hendes følelser, han læste hendes udtryk, hendes øjne, men nu var hun bevidstløs igen, han gjorde det færdigt og gik ud. Kiggede i spejlet, han kunne ikke engang genkende sig selv, han havde ændret sig utrolig meget den sidste tid, og han havde mødt så mange nye mennesker, men så snart han havde mødt dem forsvandt de igen, folk ledte efter dem, men fandt dem aldrig, det var en stor by, de kunne være overalt. Han følte magt, styrke til at gøre det, han følte sig udødelig, og på samme tid sårbar, hans følelser spillede ham et puds, de henledte ham til et sted hver aften, en ny person som han ville kunne li, og så væk fra personen igen hen til en ny. Det var altid det samme, men alligevel forskelligt, han kunne ikke styre noget, de styrede ham, alt omkring ham, og de fik de folk til at gøre hvad de ville, gennem ham, de ville straffe ham, selvom han græd, hjalp det intet. Nogle gang råbte folk efter ham på gaden, men kiggede kun lige når de sagde noget og gik derefter videre, som om ingenting var sket.
Jeg lå og stirrede på loftet, undrende, ”Hvor meget liv er der egentlig her?” På det sidste var jeg begyndt at stille flere og flere spørgsmål som dette. Jeg stod op, vaskede mig og spiste hurtigt min mad. Jeg skulle komme for tidligt til arbejde, det hjælper altid på forholdet med chefen. Men selvfølgelig var der striber på vejen der skulle undgås, jeg følte sig som et barn hver gang jeg gjorde det, måske også derfor jeg gjorde det, føle sig ung igen, jeg elskede følelsen, som om jeg var på vej til skole, ikke fordi skole var det bedste i mit liv, men fordi alt der skete der ikke var så alvorligt som nu. Som laborant skulle man være alvorlig, en misforståelse og man kunne blive fyret, jeg havde dog misforstået en del, lige siden min sidste fejl var det med at komme tidligt op en vigtig ting. Men netop denne dag valgte jeg den forkerte vej, den var fyldt med forhindringer, folk, mærker på den, huller, alt jeg overhoved han noget mod, selvom jeg havde det sjovt. ”Tiden ryger fra din løn” Jeg kom for sent, selvom jeg kørte tidligt, mine små lege havde lidt ødelagt det, jeg begyndte at tro min chef kunne lide mig, hun var en fin kvinde, utrolig sød mod mig i forhold til alle de andre. Kunne jeg være speciel på en eller anden måde? Jeg havde tænkt det før, men skød det hurtigt til side, indtil videre var alting gået fint, og alting ville i fremtid også gå godt, men sådan skulle jeg jo tænke. ”Alt vil gå godt” Lyder lidt som et eventyr, som om alt i verden altid går godt, og altid lige kun for mig, jeg er jo den gode, i min historie læser jeg altid fra min synsvinkel, og ifølge mig så er det mig der har det dårligt, og mig der bliver behandlet uretfærdigt. Men måske har alle det sådan, eller også er alle andre bare dukker i en slags spil, ”Livets spil” gad vide hvem der har lavet det. Men hvad med sjæle? Kan det være at jeg er den eneste der tænker og alle omkring mig bare er nogen tomme skaller der reagerer på hvad jeg siger og hvad jeg gør, eller er de noget? Egentlig rimelig spændende hvis man tænker over det, filosofi, en masse spørgsmål uden svar, eller kan jeg svare på det? Nej, det er ikke muligt, ikke som ene mand, hvad kan jeg egentlig når det kommer til stykket, stå og fylde forskellige kemikalier og stoffer op i forskellige glas. Bare gøre hvad der bliver sagt, som en eller anden robot, men jeg kan alligevel godt lide mit arbejde, jeg skal bare prøve at gøre som min chef siger, følge ordrer. Men er det det værd? Er min chef bare en tom skal som jeg egentlig kunne lege med hvis jeg fandt ud af det? Så bippede uret, tid til at gå hjem igen, alt omkring mig var bare en leg, arbejde stod jeg og tænkte på alt andet end hvad jeg lavede, når jeg var på vej til og fra arbejde legede jeg forskellige lege. Jeg var bare en del af verden, eller verden var en del af mig, for alt føltes så naturligt, jeg legede, og intet kunne gøre mig ondt, men sådan er jeg bare, jeg kan ikke gøre noget ved det, selvom jeg egentlig gerne ville, måske skal jeg bare stoppe med at tænke på den her måde og så bare gå videre med mit liv. Jeg smuttede hjem, valgte at lave hvad jeg egentlig havde lyst til i stedet for hvad jeg egentlig skulle, måske ikke særlig smart, men jeg skal gøre hvad jeg kan for at have det godt i stedet for at sove. Men nå ja, livet er bare en leg, måske skulle jeg begynde at tænke over noget mere produktivt? Det var som at være i en eller anden trance, bare køre på uden at vide hvad jeg egentlig lavede, jeg var barnet, jeg var det jeg engang havde været, jeg var det jeg håbede på at blive igen, men man bliver ikke noget bare ved at opføre sig som det. Jeg ville ændre mig selv, det lykkedes dog ikke, selvom jeg havde håbet på netop dette. Men jeg havde et liv jeg skulle styre, jeg havde ansvar for mig selv, også dem omkring mig, men det var mig jeg skulle passe mest på. For den person der var mest farlig for mig var mig, mine tanker, mine følelser var mit største problem, jeg begyndte at blive frustreret over mit eget liv, men jeg holdte følelserne inde. Sørgede for at de blev der, og sørgede for at de ikke blev påvirket af andet derinde. Men så begyndte jeg at gå ud, prøvede at få et socialt liv, ændre mig selv til noget bedre. Lyset blændede mig da jeg gik ind, et diskotek, grøn, rødt, alle mulige farver i alle mulige former dansede rundt over det hele, loftet, væggene, gulvet og folkene der stod på det. Dem der var derinde dansede til musikken og til lyset, lod sig selv gå løs, bare lade alle deres indespærrede følelser ud, og for en gangs skyld være den frie løve på savannens vidtåbne marker. Lade sig selv flyve, være en anden, en bedre person, en mere åben, eller mere indelukket person, bedre på en måde man kun selv kan se, have det godt som om de ikke er dem de ser ud til, men en anden som lever gennem dem og for dem. Jeg elskede det, jeg begyndte at grine og klappe i hænderne, jeg havde aldrig set noget lignende. Dem i nærheden af mig kiggede på mig på en underlig måde, jeg brød mig ikke om det, men jeg blev nød til at affinde mig med det, jeg gik videre. Ude på gulvet i midten stod en masse mennesker og dansede, gned sig op og ned af hinanden, de så ud til at hygge sig, ha det godt, men hvordan kunne de? Det måtte jo være varmt, og hårdt, bare tanken om fysisk udfoldelse var uudholdelig, jeg havde ikke lavet noget siden folkeskolen, og det var jeg glad for. Jeg stod der undrende, stirrede med åben mund, de var alt for spændende at kigge på, men det blev jeg også, flere og flere folk begyndte at kigge på mig, mumle, jeg kiggede lidt rundt på dem og tænkte lidt. Jeg gik, lige ud til dansegulvet og begyndte at danse, det var hårdt, men jeg havde ikke taget på i alle de år uden motion, og jeg var stadig smidig, snart begyndte folk at lægge mærke til mig. En pige kom hen til mig, hun begyndte at danse op og ned af mig, hun hed Lise, vi stod og dansede i lang tid, hun gav en drink, og så dansede vi videre. Men så stoppede folk med at komme ind af døren og de begyndte at gå ud, Lise tog min hånd og vi gik sammen ud, vi gik langsomt hen ad gaden, snakkede, hun kunne godt lide mig, så jeg spillede smart. Jeg vidste ikke hvor vi var på vej hen, vi gik bare, men vi endte ved hendes lejlighed, hun stod bare i døren og kiggede på mig, jeg gik op til hende, vi stod tæt igen, hun kyssede mig og trak mig ind. Vi gik langsomt op af trappen, hende forrest, mens hun holdte min hånd, trak mig af sted. Trappen virkede uendelig, jeg havde ikke noget mod det, tværtimod, jeg elskede det, at stå bag ved en smuk kvinde, holde hendes hånd, føle hendes blide berøring trække stille i mig, som et lille frisk pust der hjælper en frem. Vi nåede endelig frem, sekunderne havde føltes som dage, og jeg savnede det allerede, vi gik ind. Hun kyssede mig igen, skubbede mig væk og begyndte at tage sit tøj af, jeg gik hen til hende og kyssede hende igen, så begyndte hun at tage mit af. Vi lå nøgne i hendes seng, hele natten. Da jeg vågnede var sengen rød, vi var stadig nøgne, jeg forstod det ikke rigtig, hun sov stadig så jeg gik ud og tog et bad. Håndvasken var også rød, jeg begyndte at undre mig mere og mere, jeg skyndte mig at vaske den hvorefter jeg tog det bad jeg manglede, jeg stod og tænkte på hvor glad jeg pludselig var blevet. Før havde jeg bare siddet derhjemme, ikke lavet noget, men nu havde jeg en at være sammen med, jeg kunne ikke engang huske hendes navn mere, men hun var der, og hun var ægte, jeg tørrede mit ansigt og kiggede mig i spejlet. Jeg var modnet, fra at være en teenager der lige havde mistet sin uskyld, til en voksen mand der lige havde mistet sin uskyld, jeg var et nyt menneske, jeg ville så meget. Og det var hendes skyld, hendes skyld at jeg ikke længere kunne sidde bag min computer, sidde og læse på min seng, det var hendes skyld at jeg ikke kunne gøre det samme som jeg havde gjort så længe, det jeg elskede så meget. Men samtidig var alle de ting også noget som ødelagde mig, måske var det for det bedste at hun var der for mig, hun var en fantastisk kvinde, men det var for sent jeg fandt ud af at hun havde hjulpet mig. Jeg gik ud igen, jeg ville overraske hende, vække hende, så jeg tog fat i fodenden af dynen, og rev den af, jeg begyndte at skrige med det samme, hun lå i en kæmpe pøl af blod, jeg havde ikke lagt mærke til det på samme måde da jeg var vågnet. Men hun var død, skåret ihjel, en masse små sår overalt på hendes krop, jeg forstod det ikke, jeg havde jo sovet lige ved siden af hende? Jeg løb ud, ned af trappen, ud på gaden og hjem. Men jeg kunne ikke bruge min computer mere, jeg var træt af det der, jeg kunne ikke klare den mere, så jeg smuttede i byen igen. Selvom det var tidligt var der liv, jeg fandt hurtigt et sted at falde til, der var mange mennesker, og jeg fandt også en pige at være sammen med, hun fortalte aldrig hendes navn, så jeg fortalte heller ikke mit. Hun mente det var frækt sådan ikke at kende navnet på mig, jeg forstod ikke hvorfor men jeg gik bare med på det, vi sad og snakkede i lang tid, men til sidst gad hun ikke mere, hun spurgte om vi ikke skulle smutte, jeg fulgte bare med. Hun var ligesom den sidste pige, trak mig med, indbydende, hun var ikke lige så smuk, men hun havde nogle gode træk, og en meget god krop. Hun boede i et hus, ikke hvad jeg regnede med, men nu var vi der, hun tog mig med ind og spurgte om jeg ville have noget at drikke, og gik ud i hendes køkken, jeg gik hen til hendes seng og satte mig ned. Værelset var lyst, der lugtede lidt af lavendel, vinduerne var halvt lukket af på en måde der bevirkede at rummet blev mere mystisk, som om solen blev ved med at gå ned, lige meget hvad tid på dagen det var. Hun kom ind af døren, hun stod kun i undertøj, og så hoppede hun på mig. Det hele gik i sort, da jeg vågnede igen var jeg nøgen, samme med hende, hun lå helt stille, sov stadig, et billede kom ind i mit hoved, hende under mig, og mine hænder på hendes hals, jeg tog mit tøj på og gik hjem, tilbage til den påtvungne ensomhed som ikke var virkelig. Jeg kunne ikke klare det der, så jeg gik tilbage til mit eget liv, tilbage til at være en unormal lille dreng af en mand, en som ingen lagde mærke til, jeg var intet, og alt, men kun for mig, for alle andre var jeg lidt, men ikke meget. Jeg var alene igen, men aldrig ensom som før.
