Stemning

Jeg har lige siddet og skrevet en lille historie, ikke særlig lang, men den omhandler nogle stemninger der egentlig er meget ens på mange måder, og alligevel så forskellige, omhandler måske også lidt problematik? Her kommer den.

Solen stod højt på himlen, varmen var uudholdelig, en stille brise bragte støv og små planter med sig hen over jorden, vandet bølgede stille frem og tilbage ved kvinders stille berøring, nogle vaskede, andre kærtegnede vandet i en stille ceremoni. Børn legede ved siden, skrig af glæde og overraskelse overdøvede kvindernes snak og vasken, husene stod tæt, grøn-brune ler huse, nogle var hårde og store, andre lignede små skure. Inde i dem lå afkræftede mænd der hvilede sig inden de skulle fortsætte med at arbejde. Landskabet rundt om byen bølgede i varmen, sand smeltede sig ind i sko der fløj ivrigt rundt på små børns fødder, unge mænd løb rundt på tagene af bygningerne, løb længere ind i byen hvor markedsmænd råbte, alle slags frugter lå på forskellige boder, store, små, mellemstore frugter i alle former og farver. Glade mænd og kvinder snakkede ivrigt med hinanden, en mand løb efter nogle gadebørn der havde stjålet hans pung, nogle kvinder kiggede efter ham undrende men grinende. En gruppe unge mænd hang op af en bod og kiggede på de unge kvinder, hviskede sagte sammen og grinte over det der blev sagt, en dreng sad under en bod og kiggede ud, han følte at verden havde forladt ham, græd sagte, sørgede for at ingen hørte ham. Lige frem for ham sad en anden dreng, grinte og løb rundt, hans far døde da han var helt lille, men det glemte han når han legede, han løb videre og gennem benene på en større mand, manden gik hen til en bod og bankede hånden i bordet. En fugl satte sig på et tag, og fløj da manden bankede sin hånd i bordet, fuglen fløj højt op, sandbanker, en lille oase hvor kvinder vaskede deres tøj, og huse så langt øjet kunne række. En helikopter fløj over byen, med to passagerer, en rigmand og hans kone, de havde betalt for en tur over en af verdens største, men også fattigste byer, de ville se det hele, opleve alt. Men i stedet blev de taget som gidsler af en ung mand hvis kone og barn var blevet dræbt af amerikanere, han fløj stille og roligt over byen, med tårer i øjnene og sved på panden. Ægteparret bag ham kunne høre ham græde, prøvede at trøste ham og tilbyde ham penge, men han valgte bare at flyve videre, over byen og ud mod ørkenen. En bil kørte hurtigt på vejen, manden der førte bilen var syg, og nu også ved at gå psykisk ned, han skulle dø, så hans liv betød ikke længere noget for ham, han hørte en helikopter flyve højt over ham, og en fugl som sagde en lyd, kort efter hørte han fuglen sige samme lyd igen og derefter en eksplosion, han kiggede op og så en helikopter der styrtede, en meget lille prik styrt dykkede under den. Han kørte videre, det skete altid derude, han havde oplevet værre ting, han stoppede, steg ud af bilen, en lugt af benzin, mad og mennesker der svedte var overvældende, i midten af vejen var et sport af planter og træer, en afskærmning mellem de to retninger vejen kørte, folk snakkede, en kvinde stod og spillede på et instrument, men blev snart stoppet af to mænd i uniform og trukket væk skrigende. En mand kom gående ind i butikken, en lille pige kiggede op, smilede til ham og løb så videre ud, hun nåede lige at se et lille smil på hans læber inden hun løb ud, udenfor gik en masse mennesker den samme vej. Hun gik efter dem, kort efter så hun et flammehav ude på sandet, hun havde set det mange gange før, men hver gang blev hun deprimeret igen, hendes smil blev degraderet til en sagte men konstant mumlen af sorg. Hun gik videre ud af vejen, hun elskede at finde en lille busk i ørkenen at sidde under, der var ikke mange, og slet ikke noget hvis man kom længere ud, men lige i udkanten af byen var der et par stykker, tørre, overdænget af larm gennem flere år, rørt til deres indre af alt omkring dem, den var indtørret og dækket af en lag af røg og tjære. Produktiviteten i byen havde lagt et mærke på natur livet, pigen gik hen til busken og kærtegnede den stille, som var den et lille dyr der havde brug for omsorg i en verden af ondskab, men i hendes tanker var hun busken, hun var det lille dyr der havde brug for omsorg. En hold af mennesker så på en lille pige der kærtegnede en busk, gav den lidt vand, tog skidtet på den væk, og prøvede at holde den i live, de så på med gru, måske havde den lille pige mistet en eller begge forældre. En dreng begyndte at græde, de stod uden at trække vejret, en filmede det, nogle var skoldede, solen var virkelig slem, varmen var blevet værre, men den stille brise blev ved med at blæse, stille og roligt hen over den indtørrede jord. Der lugtede af sved fra alle de mennesker som var uvant til den varme der var dernede. Personen med kameraet stod i stuen, kiggede stolt hen mod fjernsynet, et tv-selskab havde givet kassen for den video han havde lavet, en lille pige der stod og kærtegnede en busk. Det solgte, andre menneskers lidelse, han var ligeglad med pigen, men lod til at have sympati, det eneste han ville have var penge og berømmelse. Men da han stod og kiggede på filmen begyndte han at græde, stilheden i stuen var for meget, han havde været alene i alle de år, og først nu fandt han ud af hvad han manglede. Omsorg, som den lille pige gav busken, lejligheden forblev stille, intet skete, og han vidste det hele var for sent, han satte sig ud på toilettet, og græd. En lyd dunkede gennem muren, fra naboen. Lys blinkede overalt, en masse unge hoppede rundt, høj musik, to lå i sengen ovenpå, de vidste de andre ikke ville forstå, så de holdt mund, men nedenunder gik festen videre, mange var fulde, nogle var tykke, nogle var tynde. Men en var skind og ben, hun virkede glad, fik gode karakterer, men hun var kun glad fordi hun gjorde sig selv det, hun mente selv hun var udødelig, måske var hun.